Kortdage er Danmarks eneste konference, som med et højt fagligt niveau årligt samler og udfordrer hele Geodatabranchen. Konferencen har eksisteret siden 1974 og formår stadig at fastholde interessen blandt branchens trofaste deltagere – fra beslutningstagere og planlæggere til forskere, udviklere og studerende – samtidig med, at den tiltrækker nye deltagere.
Med årene er området med GIS og geodata blevet større og større i takt med, at flere i samfundet får øjnene op for anvendelsen af geografiske data. Det betyder, at Geodatabranchen udvikler sig, tilpasser sig og stiller nye muligheder til rådighed for samfundet. Det betyder også, at Kortdage har haft støt vokseværk, hvilket i de senere år har betydet 7-900 deltagere, et omfattende program og mange muligheder for den enkelte deltager til at sammensætte dagene med netop den faglighed og mængde professionelt og socialt netværk, vedkommende tager til Kortdage for at få.
I år sætter vi – over tre dage – fokus på forskellige temaer, der omgiver og påvirker den danske Geodatabranche, og hvor anvendelsespotentialet for kort, GIS og geodata er stort. Vi gør det med stærke hovedtalere, spændende indlæg fra deltagerne, netværksmuligheder og sociale aktiviteter.
I 2025 blev Kortdage afholdt i Aalborg med ca. 850 deltagere. Vi håber på 8-900 deltagere i 2026, når vi afholder Kortdage i Aalborg Kongres & Kultur Center.








